Gymnasietid

I sommerferien op til at jeg skulle begynde på gymnasiet, havde jeg en masse tanker om, hvordan mit liv ville udfolde sig, og hvordan min hverdag ville blive, når jeg begyndte denne del af mit liv. Så mange ting var planlagt på baggrund af en sparsom viden og store forventninger.
Jeg havde planlagt alt: Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg lave en times lektier, derefter gå en tur. Så havde jeg pause indtil vi skulle spise, hvorefter jeg skulle færdiggøre lektierne.
Henne på hylden lå det tøj, jeg ville have på den første dag. Min taske var fyldt med alverdens bras; skrivehæfter, tegnehæfter, plaster og tebreve. Jeg ville være forberedt på alt (dog var jeg ikke forberedt på de rygsmerter jeg fik af sådan en tung taske).
Jeg vidste ingenting; ingenting om gymnasiet, ingenting om mig selv og ingenting om livet.

Nu er der et halvt år til jeg er færdig, og selvom det har været 2 et halvt lange år, så ved jeg stadig ikke ret meget. Men lidt erfaring har jeg da gjort mig i løbet af månederne.
Gymnasiet har lært mig, at skemaer er kedelige, men behagelig ukompliceret og nyttig til at danne sig et overblik. Lærer elsker skemaer, eleverne hader dem, men når det gælder deres liv elsker de dem alligevel. De er trygge og danner faste rammer, når alt andet bliver forvirrende. Hormoner, ydre forventninger, øget ansvar, og så mange følelser, der farer rundt i hovedet, hjerte og mave på én. Selvfølgelig er det så rart at have nogle kasser man kan holde sig til, nogle rytmer og vaner, man kan bygge sit liv på.
Men ærlig talt, så tror jeg det er hamrende usundt. Både at leve sådan, men også selve tankegangen at det skal være nødvendigt.

Livet er så uforusigeligt. Der er så mange faktorer man ikke kan styre og så mange medspillere, skemaerne umuligt kan tage højde for. Og når livet er på denne måde, så utilregnelig og tilsyneladende kaostisk, så er det svært ikke at blive forvirret og sindsyg, når tingene ikke går, som man havde forestillet sig det.
Efter de første par måneder på gymnasiet, hvor alt det jeg havde forventet var blevet ødelagt, røg jeg da også ind i en mindre vinterdepression. Jeg holdte op med at skrive, hvilket jeg ellers havde gjort hver dag i et år op til gymnasiet, og jeg græd flere gange om ugen. Mine skemaer var gået i stykker, og jeg kunne ikke finde hoved eller hale i mit liv.
Jeg ville ikke acceptere, at det var livets vilkår. Jeg kunne ikke forstå det, eller også ville jeg ikke indse det, for det krævede, at jeg levede livet på en helt anden måde, at jeg skulle overgive mig til tilfældighederne og slappe af i usikkerhed og kaos. Ubehageligt.

Dette baksede jeg med gennem hele 2.g og meget af 3.g. Jeg bakser vel stadig med det, men jeg er ved at finde mig til rette med denne tankegang. Jeg aner ikke, hvad jeg vil næste år, når jeg har fået huen på. Skal jeg tage et sabbatår? Skal jeg tage på højskole? Flytte hjemmefra? Tage på universitetet? - og i så fald, hvad skal jeg studere? Men jeg ved heller ikke, om vejrudsigten for i morgen holder, og det tisser jeg ikke i bukserne af, for jeg er ikke lavet af sukker, og det værste der kan ske er, at jeg bliver lidt våd og skal skifte tøj, når jeg kommer hjem.